For at regulere fiberudbygningen ved mindredybdelægning, dvs. ved en lægning over standarddybden eller over planum, ensartet, blev DIN-standard 18220 „Trenching-, fræse- og plovmetoder til lægning af tomrørsinfrastrukturer og fiberkabler til telekommunikationsnet“ offentliggjort den 28.07.2023. Dipl.-Ing. Meinolf Rameil, teknisk direktør hos Tracto-Technik, forklarer i ekspertinterviewet med Dr.-Ing. Thorsten Späth, leder af egeplast produktmanagement, fordele og ulemper ved den nye standard.
Den nye DIN-standard 18220 bliver grundlæggende hilst velkommen af branchen, men vurderes også kritisk fra visse sider. For selv om en standard for de omfattede særlige former for åben byggeform helt sikkert er fornuftig og vigtig, står spørgsmålet om de opgravningsfri metoder stadig åbent. Dipl.-Ing. Meinolf Rameil, teknisk direktør hos Tracto-Technik, har i samtalen med Dr.-Ing. Thorsten Späth, leder af egeplast produktmanagement, taget tydelig stilling til emnet.
Thorsten Späth: Helt generelt: Hvordan vurderer du DIN 18220?
Meinolf Rameil: Grundlæggende er det rigtigt og vigtigt at standardisere de særlige metoder for åben byggeform, der nævnes i DIN 18220. Det er den grundlæggende forudsætning for at gøre disse alternativer til den klassiske åbne byggeform til state of the art. Men standardens store mangel er, at hele området for opgravningsfri metoder ikke tages i betragtning. Dermed forpasses en vigtig mulighed for at bringe disse moderne metoder, som er meget velegnede til fiberudbygning, i anvendelse oftere end i dag.
Mener du, at den manglende omtale af de opgravningsfri metoder vil påvirke deres rolle i fiberudbygningen negativt?
Ja, jeg tror, at man kan opfatte standarden sådan, at kun de metoder, der er anført dér, må anvendes som alternativ til den åbne udgravning.
Trenching-metoder giver fordele i forhold til den traditionelle åbne byggeform med gravemaskine og hører derfor hjemme i en sådan standard. Men hvorfor forbliver de opgravningsfri metoder uregulerede? Ofte bør de foretrækkes ikke kun af økonomiske, men især også af miljømæssige grunde. En standard, der udelader disse moderne metoder, gør målet om en hurtig, omkostningseffektiv og frem for alt bæredygtig fiberudbygning en bjørnetjeneste.
Hvor stor vurderer du indflydelsen eller betydningen af denne standard inden for dette komplekse emnefelt?
Jeg forventer ikke, at den manglende inddragelse af de opgravningsfri metoder i DIN 18220 vil have direkte indvirkning på anvendelsen af disse metoder. Men det, jeg bestemt anser for realistisk, er en vis grad af markedsforvridning – her forudsætter jeg naturligvis ingen hensigt.
Men standarden vil på kort sigt komme stærkt i fokus hos politikere og brancheorganisationer. For kommuner og telekommunikationsvirksomheder vil der – med rette – være kurstilbud og omfattende informationsmuligheder. Resultatet bliver, at de metoder, der er standardiseret i DIN 18220, automatisk vil blive udbudt og anvendt oftere. Omvendt betyder det en ulempe for de opgravningsfri metoder.
I dine øjne burde den modsatte udvikling tilstræbes?
Uden tvivl. Opgravningsfri anlægsmetoder, for eksempel horisontal styret boring (HDD) eller jordraketten, bør anvendes langt oftere ved etablering af fibernet. Vi har brug for løsninger på dette område, hvor belastningen af overfladen over kabeltracéet er minimal. Natur, mennesker, boligområder, vejtrafik, butikker og virksomheder – opgravningsfri metoder minimerer påvirkningerne og står for korte byggetider, lille pladsbehov og omkostningseffektiv udførelse.
Hvordan burde standarden efter din mening have set ud?
Efter min opfattelse er behovet for en omfattende standardfamilie indlysende. På den måde kunne alle alternative lægningsmetoder dækkes – også i standarddybde.
Du nævner standarddybden. Ser du ulemper ved mindredybdelægning?
På trods af fordelene er mindredybdelægning også et massivt indgreb i en tidligere intakt infrastruktur. I nogle tilfælde går der kun få måneder efter afslutningen af anlægsarbejdet, før de negative konsekvenser bliver tydelige. Ud over frostskader hører også niveauforskydninger eller jordforskydninger i vejlegemet til de kendte problemer.
For de lagte fiberkabler betyder den lave dybdeplacering en konstant risiko for beskadigelser. Senere andre anlægsopgaver kræver øget indsats, og i nogle tilfælde kan en omlægning endda blive nødvendig. Desuden mangler der et omfattende ledningsregister til dokumentation af den præcise placering af fiberledningerne, hvilket øger risikoen for skader eller netudfald.
Kilde: Bæredygtighed
